Portræt

Af Kirsten Dahl.

Kunsten at mærke en flig af evigheden – et portræt af Catherine Poher, instruktør og billedkunstner.


Hun stinker af poesi, sagde en teaterkollega engang til mig om Catherine Poher. Det er fjorten år siden nu. Og luften er stadig lyksalig ”stram” omkring alt den kunst som udgår fra den franskfødte arkitekt, som kom til teatret ved en tilfældighed, og siden starten af 1980’erne har arbejdet som freelanceinstruktør og billedkunstner i Danmark. Først sammen med Kirsten Delholm i Billedstofteatret (nu Hotel Pro Forma). Og siden for en lang række andre markante scenekunst-grupper, heriblandt Rio Rose (som hun var fast tilknyttet i en lang årrække), Teatret v. Hans Rønne (hvor hun var instruktør på centrale forestillinger som Adam i Væksthuset, Spring-Time, Nattoget og Den Komiske Tragedie), Gruppe 38, De Røde Heste, Teater Patrasket, Graense-Loes, Teater Morgana, Åben Dans Productions m.fl.  

Teater i særklasse
Det var ikke for ingenting at Horsens Børneteaterpris i 2001 gik til Catherine Poher med følgende begrundelse: ”Gennem sine ca. 20 års virke inden for børne- og ungdomsteater har hun tilført en lang række forestillinger en yderligere dimension, noget andet og ofte det helt uventede”. Horsens Børneteaterpris bliver givet til personer som har tilføjet dansk børneteater noget særligt betydningsfuldt, og ved prisoverrækkelsen blev Catherine Poher karakteriseret som en billedekunstner på teatrets område.
Og det er heller ikke tilfældigt, men ganske imponerende, at Catherine Poher har været instruktør på ikke færre end 5 af de professionelle danske børneteater-forestillinger som i perioden 1999-2008 har vundet Årets Reumert i kategorien ”Bedste danske børneteaterforestilling”. Årets Reumert – eller scenekunstens pris – som blev indstiftet i 1998 af Bikubenfonden, uddeler hvert år i alt 21 priser. Priserne, som er de mest betydningsfulde i Danmark, er ifølge den komite som udpeger vinderne ”en hyldest til de ypperste præstationer, til kvalitet og til professionalisme”.
Gruppe 38’s Du må være en engel, Hans Christian vandt i 2006 Årets Reumert i denne kategori med følgende begrundelse: ”Med forestillingen ”Du må være en engel, Hans Christian” inviterede Gruppe 38 fra Århus til fødselsdagsfest for H.C. Andersen. Rundt om et stort bord fik vi fortalt det ene eventyr efter det andet, med overdådig og vildt fabulerende sanselighed i udtrykket. Som når Tommelise var ved at drukne i en dyb tallerken, eller Den standhaftige tinsoldat var en saks og hans danserinde et tændt stearinlys på en gammel rejsegrammofon. Det var udfordrende og originalt børneteater, der sendte det meste af jubilæumsårets andre Andersen-markeringer direkte til tælling.”
I 2003 blev Den lille pige med svovlstikkerne af Gruppe 38 hædret med begrundelsen: ”Poetisk og kontant, altid underfundigt, aldrig sentimentalt, så vi hver eneste gang bliver lidt klogere på os selv, eventyrets og teatrets inderste væsen og hemmelighed”. Haiku og Se mig af Rio Rose vandt i 2000 med ordene: ”Med disse to forestillinger har instruktøren Cathrine Poher givet landets yngste publikum to scenografisk delikate og associativt udfordrende oplevelser, som på enestående vis slår fast, hvor raffineret – i ordets allerbedste betydning – dansk børneteater anno 2000 er blevet. Og endelig gik prisen i 1999 til Happy End af Corona Danseteater: ”For Cathrine Pohers fine iscenesættelse med koreografi af Jørgen Carlslund er det en gennemarbejdet og original forestilling, der tør vise børn, at glæde og smerte hænger sammen i et smukt, sammenvævet mønster”.

Øjeblikke af metafysisk klarhed
Catherine Poher arbejder intuitivt, sanseligt, visuelt og visionært med at åbne rum af undren, sansninger af livets paradokser og oplevelser af evighed og metafysisk klarhed. 
”Kunstoplevelsen er for mig netop intensiteten i den rene søgen, vi kender fra de første oplevelser af verden. At være konfronteret med kunst får mig tilbage til mig selv. Jeg kan i dette korte uforudsigelige øjeblik være udødelig, barn, voksen og gammel på en gang. Tiden har ingen indflydelse mere, og kunstværket giver mig en oplevelse af evigheden og giver adgang til et sted i mig, hvor de eksistentielle spørgsmål trænger sig på… ethvert individ har sit sprog og alle disse forskellige sprog forsøger at konkretisere livets mysterium for at give os øjeblikke af metafysisk klarhed,” siger Catherine Poher i artiklen ”På jagt efter underet” i Børneteateravisen nr.131 fra november 2004.
For Catherine Poher er det at skabe teater ”forskning i teatralsk sprog” eller ”en øvelse i emotionel grammatik”. Der er tale om en livsbekræftende beskæftigelse: ”Ved at vække barnet i os læger kunsten vores sår og skuffelser. Den giver os lyst til at leve,” fortsætter hun om de overvejelser og tanker som siden 1985 har været udgangspunkt i samarbejdet med Rio Rose.

”Populistisk elitært teater”
Catherine Poher fortæller om den scenekunst, som hun er med til at præge og forme: ”Vi arbejder med bevægelser, handling, billeder og rytme, der giver form til det usynlige, det der drejer publikums syn mod deres eget indre. På denne måde opstår der en direkte forbindelse/energi imellem det teatralske udtryk og publikum. Ligesom der er en forbindelse mellem deltagerne. Skuespillerne, danserne, klovnerne, musikerne ....Vi leder efter det sted, hvor vi begynder at være overraskede. Der hvor vi fx pludselig begynder at bruge et objekt på en anden måde. Eller hvor vi finder en sammensætning af lyd og billeder der er er speciel og overrasker os. Det er i overraskelserne, vi finder svarene. Der man åbner op til noget andet end et banalt klichefyldt udtryk. Og det er meget kompliceret at komme dertil.”. 
Det som kendetegner Catherine Pohers arbejder er at hver forestilling skal bæres af nærvær og ægthed. Have sit eget sprog med mange lag. Dagligdagsbanaliteter drejes en knap eller tvistes så det ekstraordinære i banaliteten afdækkes. Forestillingerne rammer kropsligt, snarere end intellektuelt. Catherine Poher er med til at skabe almenmenneskelig, universel og langtidsholdbar scenekunst på tværs af aldre, klasser, kulturer og nationer. 

At ophæve generationsskel og give oplevelser af samhørighed
”I mere end 20 år har jeg ønsket at skabe forestillinger, der henvender sig til den del i os, hvor vi hverken er børn eller voksne, men blot levende væsner – for at ophæve opdelingen imellem generationerne,” siger Catherine Poher og forklarer hvordan børn er med til at udvikle teatret: ”På grund af børnenes reaktioner har vi forstået betydningen af relationen mellem det der sker på scenen og publikum. Vi har forsøgt at udvikle et æstetisk og abstrakt sprog uden at miste nærværet og forbindelsen til det almindelige liv. Børn afviser instinktivt tankekonstruktioner, kold og distancerende æstetik eller det ikke-generøse…ved hjælp af deres reaktioner finder vi løsninger.”      
Ønsket om at ophæve generationsforskellene er kunstnerisk baseret, men det er også udtryk for en politisk holdning, fordi samfundet i dag ifølge Catherine Poher lukker sig om sig selv. Menneskene har brug for at blive en del af en præcis gruppe, hvor man kan finde sin identitet. Man har svært ved at forstå andre slags grupper. Derfor har den form for teater betydning som åbner op, blander mange forskellige udtryk, giver en oplevelse til alle og skaber en oplevelse af samhørighed ved at vise noget universelt menneskeligt. Det er væsentligt at forestillingerne ikke serverer færdige løsninger, hverken er lyserøde stykker (som skaber vrangbilleder af livet ved at være renset for problemer og smerte) eller ’elendighed-på-elendighed’stykker (som trækker alt håbet ud af én), men derimod er sammensatte (ofte ordknappe) visuelt musiske sceneudtryk, der med både leg og smerte viser at vores valg har konsekvenser. Teater skal gøre os nysgerrige og lystne på livet. Og den mulighed har forestillinger, som er skruet sammen af et materiale som på én og samme tid er meget præcist og skrøbeligt åbent.
Med sin kompromisløse og intuitive kraft og sin eminente sans for at skabe betagende og unik billedmagi er Catherine Poher en kæmpegevinst for scenekunstmiljøet i Danmark.