Sprækker
Åben Dans, 2021
'Vi lukkes ind i to grupper og sidder i hver sin ende af den kolossale, næsten mørklagte hal. I midten lyser en gruppe store sten op. Natur indkapslet i kultur, men en kultur tømt for indhold og dermed mening. Små fodspor fra dyr og fugle toner frem på gulvet, når et særligt lys rammer, naturen kræver et ekstra blik for at kunne ses og opleves. Vi får en lille varm sten i hånden, og vænner os til de voldsomme brag og lyde fra den store højttaler mellem stenene. Kultur indkapslet i natur, her stadig mægtig, stadig i stand til at kaste sin lyd mod os.
Sprækker er ikke overfortalt, men tror på sin egen enkle formidling af et komplekst tema. Det kan den også godt, for det er jo lige præcis det, fremragende kunst kan. Få os til at opdage, at mærke, at tænke på nye måder om noget, vi tror, vi kender alt til. Det er i al sin tysthed en hamrende konsekvent og samtidig lokkende smuk og foruroligende forestilling, som Aaben Dans fortjener stor ære for.'
Anne Liisbjerg, IScenen.
'Sprækker hedder denne betagende danseperformance hos egnsdanseteatret Åben Dans i Roskilde. Det er koreografen Thomas Eisenhardt og instruktøren og scenografen Catherine Poher, der sammen stå bag dette mærkelige kunstudtryk, for tidens først går i stå og derefter ruller afsted med millioner af år i minuttet. Så langsomt som en håndbevægelse i japansk butohdans og så medrivende som et gletsjerskred ude i den natur, det hele handler om. For Sprækker er en storladent smuk og rasende uhyggelig forestilling.'
Anne Middelboe Christensen, Information.
'Tænk, at en undergangs historie kan virke så opløftende. Og med sten som hovedpersoner! Makkerparret Catherine Poher og Thomas Eisenhardt kan få magi til at spire frem de mest uventede steder…Da de fire danser griber de grønne grene, som de med tilbageholdt åndedræt, balancerer rundt med på hånden, slå det mig som et alternativt billede på Løgstrups ”Den enkelte har aldrig med et andet menneske at gøre, uden at han holder noget af dets liv i sin hånd”. Her gælder det bare forbundetheden mellem forskellige livsformer. Nyt liv kan vokse frem- uanset om de fire menneskeskabninger lige så stille falder om. Det lader stenene i en forjættende finale, hvor de for alvor træder i karakter: Frem fra dem myldrer det med lysende liv. Ustyrlige regnorme, rødder, spirer og sædceller piler, pibler og slynger sig af sted, mens stenene vokser sig himmelsk azurblå og frodigt mosgrønne. En overvældende manifestation af livets kraft til at finde nye baner. Måske også med mennesker. Det er en smuk og tankevækkende gestus, at Catherine Poher vælger at sætte punktum for sin 47 år som original instruktør og billedskaber ved at lade store sten føde myldrende liv. Hun har selv været en intens poetisk drivkraft bag fremvæksten af nye sceniske livsformer.'
Monna Dithmer, Politiken.
'… Fornemmelsen af folkevandring bliver tydelig, da en gruppe på cirka 20 mennesker i alle ældre krydser massivt igennem rummet i samlet folk… Ingen tvivl om at Sprækker tydeligt kommunikerer sin fortælling om, at alting er et sammenhængende kredsløb af stof og energier, der er i evig forandring. Forestillingens force er den hårdfine balancegang mellem dystopi og håb… Sprækker trækker gavmildt på hele Catherine Pohers bredspektrede ballast for det billeskabende til det dramatiske, fra det politiske til det filosofiske.'
Majbrit Hjelmsbo, Weekendavisen.
'Fra samlingen af store og små sten midt i hallen til dansernes ordløse fortællinger om overlevelse i en verden af modstand. Ligesom de øvrige medspillende silhuetter er billederne på hallen store vægge og den udsøgte brug af lys med til at skabe forestillingens mørke magi……Med den afsluttende altomfattende smukke og udtryksstærke kunstinstallation insisterer 'Sprækker' med stor styrke på naturens ukuelige livskraft.'
Randi K, Pedersen teateravisen
'I SPRÆKKER er vi ude i en tilbedelse af naturen og dens elementer. Vi bliver placeret i en magisk virkelighed, hvor mennesker, dans og ur elementer smelter sammen. Det er frydefuldt at blive placeret uden for tid og rum, for i den time som forestillingen varer, forsvinder alt andet. Der er kun dette nu som vi deler. Alle særpræg forsvinder i mørket, og vi er ladt tilbage i en tilstand, hvor alt er flydende. SPRÆKKER hvisker til os og minder os om det vi er rundet af. Teknisk er det en kompliceret forestilling, men det afvikles så gnidningsløst, at teknikken helt forsvinder og blot lader oplevelsen stå tilbage, der, lysende i mørket, omgivet af et brus af lyde og musik. De er så at sige i èt med naturen. Dansen centreres omkring naturens elementer, og de er ikke længere til stede som individer, men mere som repræsentanter for en uddøende eller måske netop en opblomstrende race.'
msvennevig, blogspot










